Skip to main content

F&H Group A/S bakker op om et PFAS-stop

Grundlæggende findes der to slags gryder og pander. Med belægning og uden belægning, og hvilken type du vælger, afhænger af mange faktorer. Både i forhold til, hvad du skal tilberede, og hvor øvet en kok du er. Den øvede, der kender og behersker sit materiale, kan tilberede al slags mad i gryder og pander uden belægning uden at brænde noget på. For andre er en non-stick-belægning en uvurderlig hjælp.

Hvad gør en non-stick-belægning?

Belægningen er kort sagt med til at forhindre, at maden hænger fast og brænder på. Spejlæggene glider ubesværet af panden, fiskefrikadellerne er nemme at vende, og dermed bliver rengøringen af panden også langt lettere.

Non-stick-belægninger har altså mange gode og praktiske egenskaber, men har alligevel skabt debat og en hel del usikkerhed. Det skyldes, at PTFE-belægningen indeholder fluorstoffer (PFAS), og selvom PFAS-stoffer er praktiske i mange sammenhænge, er de også genstand for bekymring på grund af deres potentielle sundheds- og miljørisici. På grund af disse bekymringer er der flere lande og organisationer, der har taget skridt til at regulere eller forbyde brugen af PFAS.

 

Skal den gamle stegepande med non-stick-belægning kasseres?

Nej, det er ikke nødvendigt, men du skal holde øje med, om belægningen får skader.

Der er mange forskellige typer PFAS, og nogle er mere problematiske end andre. Den type PFAS, der anvendes til stegepander, er ikke problematisk i så små mængder, som der er tale om her, og anses for så godt bundet i belægningen, at fluorstofferne ikke overføres til maden under madlavning.

Men så snart belægningen får ridser, begynder at boble, bliver overophedet eller bliver skadet på andre måder, bør panden kasseres.

 

Vælg alternativer uden PFAS

Som forbruger kan man vælge at undgå produkter, der indeholder PFAS og andre fluorstoffer. På den måde kan man være med til at reducere påvirkningen af miljøet og beskytte sin egen sundhed.

Man kan holde sig til gryder og pander helt uden belægning, f.eks. af rustfrit stål, jern eller støbejern, eller man kan vælge non-stick-effekten til ved at anskaffe gryder og pander med keramisk belægning.

 

Hvad er en keramisk belægning?

En keramisk belægning er påført overfladen af ​​gryden eller panden på samme måde som en klassisk non-stick-belægning. Men i modsætning til traditionel non-stick er den keramiske belægning lavet af uorganiske materialer tilsat keramisk materiale – en belægning som kan laves uden PFOA og PFAS. Belægningen får en meget glat og meget slidstærk overflade, der er specielt kendetegnet ved, at den tåler en meget højere temperatur end PTFE (Non-stick) belægning. Belægningen nedbrydes altså ikke ved høj varme.

Man må ikke forvente samme non-stick-effekt som på en PTFE-pande. Hos F&H har vi følgende forventninger til non-stick-effekt på en 10-skala:

– Uden belægning (f.eks. stål) 0
– Keramisk belægning 6
– PTFE-belægning 10

Når det gælder rengøring, bør alle pander med keramisk belægning og PTFE-belægning vaskes op med blød børste og opvaskemiddel. Vi anbefaler kun opvaskemaskine til produkter uden belægning.

 

Hvordan forholder F&H Group sig til PFAS?

Vi har gryder og pander både med traditionel non-stick-belægning og keramisk belægning i vores sortiment, og det er som nævnt ikke forbundet med risiko fortsat at anvende de førstnævnte. Men i takt med at eksisterende produkter sælges ud, vil vi fremover udelukkende producere med den keramiske belægning.

Det vil sige, at vi kan sætte mærkatet “Produceret uden PFAS” på alle nye relevante produkter.

Hvad er PFAS?

PFAS er fællesbetegnelsen for fluorstoffer, eller per- og polyfluorerede alkylstoffer, en gruppe syntetisk fremstillede kemikalier med unikke egenskaber, herunder modstandsdygtighed overfor varme, vand og fedt. De anvendes i en lang række produkter og industrielle processer.

PFAS-stofferne er kendt for deres evne til at afvise vand og olie og bruges blandt andet i produkter som regntøj, køkkentøj, tekstiler, kosmetik, imprægneringsmidler og medicinsk udstyr. Disse stoffer er meget holdbare og nedbrydes ikke naturligt i miljøet, og af den grund kan de have negative sundheds- og miljøeffekter.

 

Hvad er PTFE?

PTFE er den tekniske betegnelse for det mest udbredte PFAS-stof. PTFE anvendes blandt andet i belægningen på gryder og pander.